Snittevarianter
Vi har her på hindbærsnitten.dk efterhånden beskæftiget os en del med snittevarianter og forsøger nu at samle lidt op på diskussioner og ikke mindst varianter.
Hindbærsnitte
Den såkaldte "Classic" er en rigtig hindbærsnitte med krumme, hindbærsyltetøj, hvid glasur og tivolikrymmel. Den klassiske snitte kan varieres så man anvender enten aflange eller runde krymmel og stadig accepteres som en hindbærsnitte.
Genfersnitte
Hvad en Genfersnitte helt præcis er diskuteres stadig, men at der er tale om en variant er der ikke tvivl om. Enten er det mellemvariant mellem klassikeren og nürnbergsnitten eller også er der tale om en lille hindbærsnitte (en slags hindbærsnitte-småkage). Læs mere om diskusionen om Genfersnitten.
Nürnbergsnitte
Her er tale om hindbærsnitten præsenteret som overdådighedshorn. En klassisk snitte tilføjes creme, marcipan og mandler. Læs mere om luksussnitten.
Fedtebrød
Denne snittetype er den såkaldte usle-variant og er ganske simpelt en hindbærsnitte uden krymmel. Den er endda set helt uden glasur, men heldigvis er dette en stor sjældenhed. Endelig vil der være visse asketer der vil hævde at et fedrebrød slet og ret er et enkelt lag mørdej med glasur, men så er livet godt nok trist. Læs mere om det snyderi man kan føle sig udsat for med et fedtebrød: Snittesnyd!
Små varianter
Udover de navngivne varianter, findes en række varianter hvor der anvendes kakao til glasur, krymmel eller endda i mørdejen. Desuden findes en snittevariant hvor der benyttes hindbærsaft i glasuren der dermed gør den rød. Endelig har vi oplevet blå hindbærsnitter, men det var heldigvis bare for sjov. |