Nordjysk nydelse
Anmeldt den 5/10 2007 af Snittemesteren
HaalsHøvlingvej 23 9260 Gistrup
På denne smukke dag i starten af oktober skulle jeg til møde i Middelfart. Blandt deltagerne var et par snittefans der havde medbragt deres hjemegns skønne snitter til anmelderens uforfalskede glæde.
Snitterne - for de sindige nordjyder havde medbragt to af slagsen - var praktiske, kvadratiske og gode. De fremstod smukt på den hvide paptallerken med en fin krumme og en jævn glassur. Krymlen - som var den gode tivolivariant med kugleform - var fordel jævnt ud over snitterne. Jeg er en konservativ snittespiser og foretrækker krymlen liggende i en midterstribe, men kan let bære over med denne lille skønhedsfejl når man tager højde for resten af snitternes form og udseende. Glasuren gik fint frem til kanten af snitten og de var tydeligvis ikke en del af kedelige banesnitter (den slags der bages i to baner, klaskes sammen og søbes ind i glasur der kun ligger på henover midten og slet ikke når kanten).
Der var ligeledes med stor fornøjelse at snitten blev brækket af. Krummen var tør og knasende, men i det samme øjeblik som biden kom i munden tøede krummen op og blev svampet og lækker. Snitternes gav således den helt korrekte modstand i bidet og den taktile nydelse var den højeste ganeerotik jeg længe har fået i en snitte.
Smagen var ligeledes god, men lidt for meget i den søde ende. Her må den gode bager i Haals vælge at bruge en lidt mindre sød hindbærmarmelade eller måske bruge det gode trick med at lave glasuren med citronsaft.
Heldigvis var jeg udstyret med en god kop kaffe til snittespisningen og kunne derfor klare sødmen uden kvalme og den skal derfor ikke trække mærbart ned på en snittepræstation der absolut ligger over det jævne. Snittemesteren giver hermed den nordjyske snitte 5 ud af 6 krymler og sine bedste anbefalinger til bageren Haals (hvor de to a´er skal udtales som å ligesom i Aalborg).

[Tilbage til oversigten over anmeldelser]
|