Hindbærsnitter - et underkendt stykke bagværk

Et flot helhedsindtryk

Anmeldt den 27/10 2008 af Snittemesteren

Johansens Konditori
Gl. Kongevej 103
1850 Frederiksberg C

Det er blevet nævnt før, men lad os lige repetere. En snittenydelse er et helhedsindtryk. Det starter allerede i det øjeblik man beslutter sig for forkælelsen ved et snittekøb og går ind i et bagerudsalg. Her oplever man snittens placering i butikken, måden snitterne stablet eller lagt til rette og naturligvis betjeningens behandling af snitterne og omtalen af denne vare.

Man kan derfor være urolig når man vælger at købe sine snitter hos en konditor der har leveret bagværk til selveste HKH Kronprinsens bryllup. Er der her tale om et sted der kun har hindbærsnitter på menuen af hensyn til pøblen og ikke betragter denne vare med andet end den afsky Solkongen betragtede sine bønder med?

Dette er heldigvis ikke tilfældet hos Johansens Konditori, der til trods for mange, store og meget rafinerede kager på menuen ved at netop hindbærsnittens kompakte enkelthed kræver sin bager at gøre til den fuldendte kulinariske oplevelse der skiller sig ud - og de ved også at dette involverer en ordentlig behandling af kagen undervejs.

Snitterne blev således udleveret i den traditionelle bagerpose af papir - men ikke bare smidt eller dumpet ned i posen - nej hos Johansens bliver snitterne pænt lagt på et stykke pap af den slags en mindre omsorgsfuld bager gemmer til de mere cremefyldte kager. Det betyder at snitten får netop den opmærksomhed og det hensyn der går at her ved man at en god snitteoplevelse venter.

Og snitten var flot. En fin form med et tilpas glasurlag, en fin tykkelse på krummen og ikke mindst den hel rigtige placering af tivolikrymmellen hen over midten. Smagen var også god, men det må her trække ned at snitten havde en friskhed der gjorde at krummen fik den lidt ubagte smag som netop er kendetegnet ved en ulagret snitte. Her ville Johansen med fordel kunne lade sine snitter vente et døgns tid inden de blev sat til salg eller advare kunderne om at her købte de en vare af stor friskhed som kræver lagringstid i hjemmets snitteboks inden den blev sat til fortæring med en passende drik til (her foreslår snittemesteren en god kop kaffe, men snitter går også fint til te, kakao eller endda cola). Til trods for den friske krumme må man sige at netop krummen havde en fantastisk tekstur. Den indeholdt en grovhed som fik snitten til føles helt rigig.

Som et enkelt råd til den gode konditor Bo Johansen har vi kun at snitten også bliver nævnt i de flotte foldere om kager og bagværk til bryllupper og fest - og når de nu alligevel skal revideres så hedder det altså festkager og ikke fest kager.

[Tilbage til oversigten over anmeldelser]

Forside
Snittens Anatomi
Snitte-Snak
Anmeldelser
Extrem Snitte
Snittejokes
Opskrifter
Gæstebog
Om hindbærsnitten.dk


Copyright Maltex Webdesign Sidetoppen