Sukkersød og dejlig sprød
Anmeldt den 22/2 2007 af Snittemesteren
Kirstens KonditoriFrederikssundsvej 148A 2700 Brønshøj
Snitten blev indkøbt af en flink kollega, der kunne fortælle mig at den søde bagerjomfru bar kilt. Om dette har nogen som helst betydning for smagsoplevelsen vil jeg nu ikke mene.
Snitten fremstod stor og flot med et passende glasurlag. Desværre var det gået helt galt med krymlingen af snitten. Krymmelen var finfordelt i et næsten for massivt lag ud over hele snitten.
Til gengæld havde Kirstens Konditori lært det gode trick at benytte en anelse polenta-mel (eller en anden majsmel) i dejen og snitten fremstod derfor med en yderst sprød krumme der også havde den særlige majs-mels sødme og det ekstra bid der gør sådan en snitte nærmest umulig at fortære færdig i en fart.
Ortodoske snittefanatister vil måske mene det er snyd og i modstrid med den ægte snitteånd, men denne anmelder er blevet ganske fornøjet over polentatricket og den særlige smagsdimension det tilfører snitten.
Sammenlagt var snitteoplevelsen bestemt i topklasse og slår man et slag forbi Brønshøj er Kirstens Konditori slet ikke noget ringe sted at købe lidt sødt til kaffen og hos Kirsten er der bestemt heller intet i vejen med størrelsen på en snitte! Den dejlige og store snitte ender da også på fem krymmel - kun netop krymmelen talte ned på en eller super oplevelse.

[Tilbage til oversigten over anmeldelser]
|