Smags og bagsløs i Greve
Anmeldt den 22/7 2008 af Snittemesteren
Greve Center BageriGreve Midtby Center 4A 2670 Greve
Efter at have forvildet mig rundt på vestegnen og endda - en GPS til trods - at være noget der ligner faret vild - fandt jeg mig selv i noget så aparte som Greve Centeret. Heldigvis så jeg, vildfaren som jeg var, snart et bageri og dermed en slags redning ud af mine kvaler - flugten ind i endnu en herlig snitteoplevelse... troede jeg - desværre skulle nedturen fortsætte.
Snitten så ellers nogenlunde pæn ud. Måske lidt for kvadratisk og krymlen var spredt lidt for meget for min smag, men glasurlaget så fint ud. Dog virkede hindbærlaget en anelse tyndt når man betragtede snitten, og det skulle snart vise sig at det var overordentligt tyndt når man kom til smagen.
Selve købsoplevelsen var nogenlunde. Den søde pige i butikken behandlede de indkøbte snitter med den fornødne respekt og prisen på 9 kroner stykket var ikke afskrækkende. Jeg lagde dog mærke til at der på bonen kom til at stå Div. Snitter og det var måske netop det det var... Div. Snitter... Smagen var nemlig fuldstændig anonym og der kunne lige så godt have været brugt jordbærsyltetøj, orangemarmelade eller endda nutella for man kunne slet ikke smage hindbærlaget. Til gengæld fik man den rigtige sødme fra krumme og glasur, men uden den særlige hindbærsmag var dette nærmest bare sukker uden smag.
Dertil kom at snitten var noget der vel nærmest kan betragtes som værende rå. Den var både blød og våd og det virkede som om den kun lige havde kigget hen på en ovn på vej ud i Center Bageriets vindue.
Det kan derfor kun blive til en enkelt krymmel for en Div. Snitter der slet ikke levede op til forventningerne om at gøre det til en god dag trods alt.

[Tilbage til oversigten over anmeldelser]
|