Den genopstående hindbærsnitte
Anmeldt den 29/5 2007 af Snitteadmiralen
CenterbagerenNørregade 38 3300 Frederiksværk
Efter længere tids anmeldelsespause, til min egen store fortrydelse, er jeg nu tilbage, med en anmeldelse af denne wonder-snitte (jeg har selvfølgelig ikke holdt pause fra at spise de kære hindbærsnitter).
Det er første gang jeg er i Frederiksværk, og det viser sig at blive lidt af en snitteoplevelse. Sammen med min kæreste, hendes to brødre og deres kærester trisser vi gennem et noget sølle Frederiksværk center. Vi når ikke mange meter ind før Centerbagerens gule forretningsskilt møder os. Vi har desværre lige forladt en kæmpe morgenbuffet til et sølvbryllup. Jeg er ikke sulten, men lunter som den største selvfølge ind og kigger på bagerens fryd (har på det seneste haft grimme oplevelser med bagere, der ikke af kagens Rolls Royce blandt udvalget), men det havde de her! Jeg vidste vi skulle samme vej tilbage, og modigt besluttede jeg at vente, til vores ærinder i centeret var ovre (der kunne jo være udsolgt et par timer efter).
Nå men vi kom tilbage, og min kærestes lillebror havde gået i snittetanker lige siden jeg fortalte ham om hindbaersnitten.dk da vi gik forbi bageren første gang. Han var selvfølgelig klar på en snitte. Her blev jeg dog nød til at stoppe op i min beretning. Sebastian var intet mindre end en snitte debutant! Og det i en alder af 22 år! Jeg var fuldstændig paf. Det svarer til at have undgået juleaften i alle disse år. Det kom dog frem, at han havde smagt de kunstigt fabrikeret snitter fra hans gamle arbejde Statoil, men det er forsvarer ikke dette her. Tanksnitter og Nettosnitter er under al kritik, og simpelthen ikke produceret med den respekt en god hindbærsnitte fortjener. Anne var også klar på en snitte, hun var skabstilhænger af hindbærsnitter, og var blevet opfostret med dem.
Så vi tre gik med oprejst pande ind i det velduftende bageri. Og hvilket et! Sikke og udvalg, og man blev mødt med et smil. Jeg bestilte tre hindbærsnitter al dente, hvilket blev modtaget med et let, men kærligt grin. Ekspeditricen forstod godt alvoren i min bestilling og var med det samme klar over hun skulle behandle dem forsvarligt. Det gjorde hun også, og efterlevede til ug kryds og slange mine forventninger til ”sådan behandler man en hindbærsnitte”, og lagde dem forsigtigt i hver sin pose og forsikrede at de var bagt selv samme dag!
Prisen var lidt mystisk. De havde sat den til 10,25 kr. Det kan kun betyde én ting. Det er bevidst, at man vælger at lægger 25 øre på således, at når lille Ole har fået 10 kr. i lommepenge, så har han ikke råd til en hindbærsnitte. Man prøver at vise at det er en yderst velsøgt kage, der ikke skal spildes på ”pøblen”, men udelukkende er forbeholdt, dem der sætter pris på snitten. Tror egentlig det lykkedes meget godt, selvom der i montren var et godt dusin snitter tilbage.
Selve bedømmelsen: Denne snitte tog sig ved første øjesyn egentlig ikke så godt ud. Glasuren var tilfældig fordelt, og nåede ikke helt ud til kanten, og dog i den ene ende af min hindbærsnitte, gjorde den, men ellers var de tre snitter vidt forskellige af udseende. Den stærkt obligatoriske krymmel, var ligeledes halvskidt fordelt, tilpas på den ene, for lidt på den anden og for meget på den sidste. Umiddelbart ikke den bedste start, men omvendt. Dejen var mørk og sprød og så virkelig hjemmebagt og lækker ud. Ligner snitterne hinanden for meget, er det et dårligt tegn. Det kunne betyde masse fabrikation, og altså kvantitet, frem for kvalitet. Denne hindbærsnitte fortalte nærmest en historie om bageren og hvor godt den var bagt og med en vis form for know-how indenfor faget. Hindbærsnittens umiddelbare svaghed, blev lynhurtigt vendt til dens største fordel. Og min første bid bekræftede mine allerede høje forventninger.
Hvilken drøm af en hindbærsnitte. Sprød, lækker, skøn, frisk ja praktisk talt henrivende god snitte. Bagt af en kender, en sand mester og en snittens Johannes Døberen. Måske en tilsnigelse, men jeg mangler ord for min taknemmelighed og respekt overfor faderen af denne underskønne hindbærsnitte. Jeg nød hver en bid af hindbærsnitten. Solen kom frem og kastede endnu mere glans over denne snitte, her stod man midt på en parkeringsplads og manglede en kop mocca til at fuldende kunstværket. Min snitte var pludselig væk, spist rub og stub, men til stor selvtilfredsstillelse. Selvom snitte var noget nær perfekt, manglede den et eller andet. Vi er nede i en petitesse, men jeg kan ikke komme på hvad det er. Men alt i alt levede det op til mine vildeste drømme om en snitte fra Frederiksværk.
Men så indtraf noget underligt. Debutanten valgte at gemme noget af sin snitte til senere, hvilket jeg nok aldrig lærer at forstå og skabstilhængeren levnede!?! Det var dog til mit held, for pludselig havde bare et lille hjørne ekstra af den dejlige hindbærsnitte. Jeg funderede meget over hvordan dette kunne ske. Debutanten havde givet udtryk for endog meget stor tilfredsstillelse, trods hans sammenligningsgrundlag var enormt ringe (læs: snitter fra Statoil), han gav dem noget nær topkarakter, mens snittebeundreren, var lidt mere skeptisk. Hun havde oplevet dem bedre, men var alligevel tilfreds.
Der skal rigtig meget til at opnå 6 krymmel i karakter, og det kan ikke udelukkes at det sker, hvis jeg en dag igen er så heldig at komme ind i Centerbageren i Frederiksværk centeret. Men på dagen ramte den en flot 5’er. Men det er virkelig også en imponerende karakter, i en verden hvor der bliver længere mellem de rigtig gode hindbærsnitter. Men som nævnt, jeg bukker mig i støvet og siger tak for snitten og løfter ærbødigt min visuelle bowler lidt af respekt for dette bagværk og bageren, der lavede den.
[Tilbage til oversigten over anmeldelser]
|