Hindbærsnitter - et underkendt stykke bagværk

Krymmelløs sukkerbombe

Anmeldt den 13/4 2008 af Mathias

Langenæs Bageriet
Nordborggade 31
8000 Århus C

Der findes adskillige gode bagerier i Århus, men hver søndag har Langenæs Bageriet svært ved at følge med efterspørgslen: op til seks effektive ekspedienter som betjener folk i striks rækkefølge efter nummer er ikke nok til at undgå at køen strækker sig helt ud på gaden. Langenæs Bageriet er ganske enkelt et glimrende sted at købe brød og kager. MEN! det sætter også en høj standard, og derfor er det naturligvis særlig problematisk at hindbærsnitterne på ingen måde lever op selv de laveste standarder. Allerede ved bestillingen går det galt. For det første er kagerne alt for friske - det kan måske lyde mærkeligt da man jo normalt gerne vil have friskbagt brød - men med hindbærsnitter er det altså anderledes. Der behøver ikke være tale om en årgangssnitte (dvs. en hindbærsnitte som med vilje er lagret i op til 14 dage) det afgørende er blot at både marmelade og glasur når at tørre, således at snitten integreres til en sammenhængende kage.

Særligt glasuren var helt smattet i dag, og bedre blev det ikke, da de tre snitter blev stablet, og derfor var klistret forfærdelig godt sammen da posen blev åbnet derhjemme. Alle kan selvfølgelig have en travl dag og havde der være tale om en super lækker snitte kunne man nok godt have tilgivet de mere timings- og emballagerelaterede problemer. Men sådan skulle det ikke gå. Da papiret åbnes, ser jeg til min skræk at snitten er uden krymmel.

Det er tidligere blevet beskrevet hvilket chok sådan en oplevelse kan medføre, og det må således være i alles interesse at der ikke udgives yderlige billedmateriale som potentielt kan forsage psykiske lidelser for svage sjæle. Intet krymmel på en hindbærsnitte svarer vel til at drikke Dry Martini uden gin, hvilket bestemt heller ikke kan anbefales. Nu er vi efterhånden nået til et punkt hvor der skal et mindre mirakel til at redde oplevelsen, men snittens deroute er allerede determineret og miraklet udebliver. Dels er krummen bagt for længe - det giveren sprødhed som kan være lækker nok, men her var det på bekostning af smagen. Om end den ikke smagte direkte brændt, var der langt til den ønskede snittesmag. Den største katastrofe var dog det knap 4mm tykke lag af glasur som nu langt om længe var størknet. Selv hvis krummen og marmeladen havde være perfekt, ville man formentlig ikke have kunnet smage det, da hele smagen druknede i sukker. Hvis det ikke var fordi undertegnede havde den fornøjelse at være i selskab med en tidligere sygeplejerske og således havde adgang til en kande overordentlig stærk og friskbrygget kaffe, er det tvivlsomt at det overhovedet ville være lykkedes at indtage hele snitten.

Der gives absolut ikke en eneste krymmel til Langenæs Bageriet, for denne patetiske snittepræstation, og mit råd til alle der skulle komme forbi må være: har du lyst til en snitte, så køb i stedet en jordbærtærte, for det kan de lave, og gem så snitte-appetitten til senere.

Læs også anmeldelsen på MangoSpot

[Tilbage til oversigten over anmeldelser]

Forside
Snittens Anatomi
Snitte-Snak
Anmeldelser
Extrem Snitte
Snittejokes
Opskrifter
Gæstebog
Om hindbærsnitten.dk


Copyright Maltex Webdesign Sidetoppen