Hindbærsnitter - et underkendt stykke bagværk

Halv glasur med god smag

Anmeldt den 28/4 2005 af Snitteadmiralen

Det Gyldne Brød
Vejlegårdsvej 41
2665 Vallensbæk Strand

Denne hindbærsnitte er netop hentet af Marie-Louise Tingleff. Købt to stk. Købt hos Det Gyldne Brød i Vallensbæk. Den udsendte rapporterer om en forholdsvis ringe service i bagerforretningen. Ikke tilfredsstillende ved køb af denne udsøgte kage. Pris 8 kr. stk.

Fin emballage i bagerpose i brunlig pose uden reklamer på posen.
Derfra går det så ned af bakke… Det er den mest sjuskede hindbærsnitte længe set. Den så godt nok frisk ud, men der var ikke glasur på hele snitten, og på den ene sågar kun glasur på halvdelen!!!! Ja halvdelen, absolut ikke tilfredsstillende, snarere en skændsel.

I det man tager snitten op af posen smuldrer den i hånden og går i flere dele. Man tvinges til at sprætte posen op, og spise derfra, ikke i orden.

Det eneste der umiddelbart trækker i den rigtige retning er dens størrelse som er yderst tilfredsstillede. Den har en dejlig stor størrelse med hindbærsyltetøj til helt ud over alle kanter – guf.

”Jeg tager den første afbrækkede bid i munden, og derfra letter jeg stille og roligt fra den magelige lædersofa jeg har valgt at spise denne hindbærsnitte i”.

Fra første øjeblik jeg smager dette mesterværk er jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg har ramt en snitte med et kvalitetsmæssigt meget højt niveau. Ikke siden de gode gamle Center Bager dage, har jeg smagt noget så himmelsk og en så vellykket hindbærsnitte. Jeg bøjer mig i støvet og tager hatten af for Bagermesterens opskrift. Jeg sidder her bagefter og ærgrer mig over jeg ikke har en mere. Jeg kunne spise denne kage hver eneste dag på forlangende.

Et skidt førstehåndsindtryk på en decideret grim hindbærsnitte, trækkes dog op af den forrygende smag, der ikke kan få ros nok. Jeg er oven ud tilfreds med den samlede bedømmelse, men tænk dog bare hvad det kunne have blevet til med et flot fast udseende. Men skindet bedrager.

[Tilbage til oversigten over anmeldelser]

Forside
Snittens Anatomi
Snitte-Snak
Anmeldelser
Extrem Snitte
Snittejokes
Opskrifter
Gæstebog
Om hindbærsnitten.dk


Copyright Maltex Webdesign Sidetoppen