Hindbærsnitter - et underkendt stykke bagværk

Lidt for naturligt...

Anmeldt den 19/11 2006 af Snittemesteren

Naturbageriet
Istedgade 98
1650 København V

Det var søndag, solen skinnede og min søde kæreste havde købt en hindbærsnitte til mig. Alt i alt tegnede dagen perfekt.

Men ak - allerede da bagerposen blev flået op stod det klart at her var vi ikke ude i topkarakterer. Snitten var indkøbt hos den økologiske bager Naturbageriet, og da ingen åbenbart har udtænkt økologisk sukkerkrymmel havde man valgt at lave en glasur med rød (natur) farve. Snitten lignede en nøgensnitte på en dårlig dag.

Det blev ikke bedre da jeg brækkede lidt i snitten. Det stod straks klart at snitten var for blød - alt for blød. Den var så blød at den fik den gennemsnitligste bagers gennemsnitlige studenterbrød til at fremstå hårdt og knasende (selv før man kommer til de dele i studenterbrødet man helst ikke vil vide hvor kommer fra).

Smagen var til gengæld ikke ringe. Der var den rigtige sødme-syrligheds ratio og især hindbærlaget var yderst delikat. Desværre virkede krummen - udover at være blød - som om der var tilsat spelt-mel eller noget andet biodynamisk pjat der ikke hører hjemme i hindbærsnitter. Dette gjorde at krummens smag var forkert og dette bidrog sammen med den mærkelige farvede glasur til en smagsoplevelse under gennemsnittet. Ærgeligt når man nu var i den heldige situation ikke at bruge den alt for søde hindbær-spread som de fleste bagere beklageligvis bruger i deres snitter.

Alt i alt vurderes dette stykke blødsødne øko-flipper bagværk til at være en ægte om´er. Der er åbenbart ting der ikke kan klare at være økologiske og så kan man altså ikke få mere end 2 krymmel her på Hindbærsnitten.

[Tilbage til oversigten over anmeldelser]

Forside
Snittens Anatomi
Snitte-Snak
Anmeldelser
Extrem Snitte
Snittejokes
Opskrifter
Gæstebog
Om hindbærsnitten.dk


Copyright Maltex Webdesign Sidetoppen